Solen står op over marker og have, vinteren slipper sit tag. Lærken slår triller på årets første lyse og solrige dag. Skovsyren dufter i skovens skygge, anemoner står hvide og små. Bøgen folder de første blade, som grønne hænder mod himlen blå. Lysegul og lysegrøn, påske, du er kommet skøn. Kirkeklokker ringer i vår, solen varmer, hvor vi går. Lam på engen, hare i spring, lærken synger over alting. Lysegul og lysegrøn, forårssol og påskedrøm. Karse står frisk i vinduets lys, påskeliljer nikker i takt. Kyllinger pipper og kagler i gården, mens hønen holder øje med sin flok. Køerne kommer ud på folden, springer og løber i solens skær. Påskelammet følger efter, hvidt som en lille sky på en eng. Lysegul og lysegrøn, påske, du er kommet skøn. Kirkeklokker ringer i vår, solen varmer, hvor vi går. Lam på engen, hare i spring, lærken synger over alting. Lysegul og lysegrøn, forårssol og påskedrøm. Og haren har travlt, den hopper af sted, med ører så lange og kurven med. Den møder en høne: "Godmorgen, min ven!" "Har du lagt et æg?" — "Jeg har lagt fem!" Så kagler de begge i solskin og vår, mens haren lægger æg, så det knap nok går. For hønen har æg, og haren har flere — og ingen kan helt forstå, hvad der sker! Når aftenen kommer, og dagen går ned, bliver skoven så stille og blid. Nattergalen synger mellem de grønne, mens foråret folder sig ud i natten. Og inde i kirken er lyset så mildt, og salmerne løfter sig op. Påsken fortæller om livet, der vender, om håbet, der aldrig går bort. Lysegul og lysegrøn, påske, du er kommet skøn. Kirkeklokker ringer i vår, solen varmer, hvor vi går. Lam på engen, hare i spring, lærken synger over alting. Lysegul og lysegrøn, forårssol og påskedrøm. Lysegul... lysegrøn... sol på jord... påske igen.
