Hjernens Øjenvippe Før tanken får sit første navn, står en tavs vogter allerede klar. Den spørger aldrig, hvem jeg er. Den ved det allerede. Hjernens øjenvippe blinker længe før mit eget blik. En levende bue af stilhed, der lukker sig omkring min sjæl. Den fanger verdens støv, før det rammer mit hjerte. Den mærker stormen, før vinden overhovedet får et navn. Den sov aldrig, da jeg gjorde. Den flygtede aldrig, da jorden rystede. Den stod vagt, mens barnet lærte frygten, og da den voksne lærte tavsheden. Den vogter ikke mine øjne. Den vogter den, jeg engang var, så jeg stadig har plads til at blive den, jeg dybest set er. Den gemmer ikke minder i mørke arkiver. Den bærer dem som rå frø, der venter i jorden på det helt rette lys. Hjernens øjenvippe fanger støvet fra den gamle brand, og gør hver eneste glød til begyndelsen på et nyt landskab. Min amygdala kalder, og kredsløbet tænder i kroppen. Men vogteren kender vejen. Den blinker, før frygten bliver til panik. Den tager chokket ind, så sjælen kan blive stående. Den gør smerten langsom, indtil den synker og bliver til visdom. Jeg er ikke et menneske, der gik i stykker. Jeg er et menneske, der blev passet på. Af en vogter, som ingen andre kunne se. Den passer ikke kun på mit sind. Den passer på min sjæl. Når den blinker, holder hele verden vejret. Når den åbner sig igen, kommer lyset tilbage. Hjernens øjenvippe... Den holder stadig vagt. Ikke imod verden. Men for livet. For den, jeg altid har været. Og den, jeg stadig er. Nu tænker jeg bare Mere cikulært
